3 fantastiske podcasts, du skal høre!

Podcasts Martiny This American Life Coffee & Kale

Podcasts har fået et kæmpe comeback siden dengang de blot blev forbundet med Chris & Chokoladefabrikken (ja, ham den geniale med alle de dårlige undskyldninger for ikke at tage på arbejde) og Mads & Monopolet (stadig en guilty pleasure hos mig – jeg lutter altid ører for et godt dillemma). Podcasts kan blive din daglige motivationskilde, en hyggelig historie, ny kilde til viden og et godt grin på vej til arbejde. Selvom det lyder en smule gammeldags, så giv det et forsøg og se om det er noget for dig. Podcasts er det nye sort.

This American Life

Den første podcast jeg hørte fra This American Life handlede om historier om mærkværdige og fantastiske tilfælde. Det er noget nær det hyggeligste og hjertevarmende, jeg længe har hørt! Et eksempel på en historie kommer fra et par. Pigen i forholdet var som 12-årig træt af drengeproblemer og skrev sit navn på en dollarseddel. Den dreng, der fik denne dollar, ville blive hendes fremtidige mand. En mand hun dater på et senere tidspunkt, får den dollar tilbage på en kaffebar, med hendes navn på. Han synes jo bare, at det var pudsigt og gav den så til pigen, hvor han bare var sådan “Hey, der står dit navn på, er det ikke sjovt?”. Hun blev helt forskrækket, men lod være med at sige noget til ham i lang tid om det. Hun fortalte ham det senere i deres liv og de har nu været gift i mange år. Denne her historie kan godt lyde lidt for god til at være sand, men This American Life siger, at de har fået vertificeret alle historier (hvordan man end gør det?) og man hører begge personer i parret fortælle om det. Jeg vælger i hvertfald at tro på det, fordi det er en så rørende historie. Det er podcast nr. 489, hvis I får lyst til at lytte til den! Jeg vil dog lige påpege, at det ikke er alle podcasts fra This American Life, som jeg finder interessant – og jeg synes faktisk også, at introen oftest er for lang og kedelig. Jeg lytter kun lige til dem, hvis beskrivelsen lyder spændende.

Hør den her!

Martiny podcast

Emma Martiny er, efter min mening, en af de absolut dygtigste og mest inspirerende bloggere i Danmark. Hun har udgivet flere kogebøger og jeg er den heldige ejer af en af dem. Hendes podcasts indeholder mange spændende interviews med forskellige bloggere, PR-folk og andre kreative sjæle, som virkelig sætter tankerne igang hos lytteren. Hun tager vigtige emner op og deler sine hemmeligheder til hvordan man opnår succes, lykke og selvtillid. Derudover berører hun også spirituelle emner, som jeg synes er enormt spændende at følge med i – samt tager en vigtig diskussion op omkring hormonforstyrrelse ved p-piller og hvor lidt de fleste kvinder faktisk ved om deres cyklus. Hun har en helt særlig ro over sig og har en stemme, man har lyst til at lytte til i mange timer. Jeg kan varmt anbefale jer at lytte til hendes podcasts og kigge forbi hendes blog her!

Hør den her!

Coffee & Kale

Kaffe og kål lyder måske ikke umiddelbart som den perfekte blanding, men det er Danica Chloe og Michelle Nielsen altså! De er to rigtig dygtige bloggere, der er drøngode til at drive business som influencers. Det er derfor også, hvad de oftest snakker om i deres podcast – livet bag bloggen og selviscenesættelsen. Hvis man er en flittig bloglæser eller selv blogger, vil man højst sandsynligt finde denne podcast rigtig interessant. Om ikke andet er Danica og Michelle simpelthen så hyggelige at lytte til. Man får selv følelsen af at sidde til bords med dem under samtalen. Prøv selv, tag et lyt!

Hør den her!


  • Comments ( 0 )

  • Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

TOP