Indbrud på hotelværelset i Barcelona

Hotels.com skandale indbrud på hotelværelset Barcelona

Jeg har haft så svært ved at skrive dette indlæg. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte henne. Den sidste uge har været virkelig turbulent. Jeg var i Barcelona med mine to veninder, som på mange måder var en fantastisk rejse. Dog skete der noget, der virkelig har sat sine spor i mig efterfølgende. Som jeg allerede har skrevet på min Instagram, har vi haft indbrud på vores hotelværelse. Ikke nok med det, så er vi efterfølgende blevet mødt med en ufattelig dårlig behandling fra både vores hotel og dem, vi bookede rejsen hos, som var Hotels.com. Hotellet, vi boede på, hedder Universitat Suites og jeg vil aldrig anbefale nogle at tage derhen! Her er hvorfor…  

Hvad skete der på selve dagen?

Dagen startede godt ud. Vi havde gået en lang tur op til Park Güell, som er et fantastisk smukt sted. Vi blev dog ret trætte i benene, da vi havde gået en del km og satte derfor snuden mod hotellet ved 18-tiden. På trods af at døren var låst, både da vi gik og kom tilbage, blev vi mødt af en stank af cigaretrøg på vores hotelværelse, som undrede os meget. Der havde ikke været rengøring, så derfor var det helt uforklarligt, hvorfor nogen skulle have været inde på hotelværelset. Jeg tænkte først, at naboerne på hotellet havde røget på trods af, at det var et røgfrit hotel. Min veninde, Sofie, gik hen mod sengen, hvor hun opdagede cigaretskodder i sengen. Jeg husker tydeligt blandingen af forargelse og frygt i hendes øjne. Derefter fik vi hurtigt kigget vores ting igennem. Jeg kiggede først hen mod vores pas i køkkenet, som heldigvis stadig var der. Min anden veninde, Natalie, opdagede, at hendes kamera var væk. Jeg løb hen til hende og endevendte alle hendes ting. Det var fuldstændig væk! Derefter løb jeg hen til min egen kuffert, hvor jeg kunne konstatere, at mit kamera også var væk. Derefter opdagede jeg, at mine danske kontanter (svarende til 500-600 kr) var blevet taget. Vi havde heldigvis stadig vores computere og alt andet – nok fordi den slags nemt kan spores. De havde prøvet at lukke vores kufferter lidt til, så det ikke var tydeligt, at der havde været nogle. Men alligevel var vores tøj spredt rundt i hinandens kufferter. Og hvis de ville have været diskrete, så ville de nok ikke have røget på værelset. Nu siger jeg “de”, men jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det bare har været en enkelt person. Jeg forestiller mig bare, at de var mindst to. Asken fra cigaretterne var også fordelt hen over værelset.

Hvad gjorde I så?

Vi var alle i fuldstændig chok. Jeg startede med at ringe til min far for at fortælle ham, hvad der var sket og spørge ham til råds om, hvad hulen man skulle stille op i sådan en situation. Vi blev enige om, at vi skulle kontakte hotellets reception, derefter Hotels.com for at få et nyt sted at være og politiet for at anmelde hændelsen. Vi kunne ikke komme igennem til hotellets reception, da vi prøvede et par gange og tog derefter direkte kontakt til Hotels.com’s kundeservice (som i øvrigt er meget svært at finde nummeret på, hvis man vil have personlig betjening og ikke bare en robot!). Vi blev på ingen måde taget alvorligt eller hjulpet på retfærdig vis. Denne pige, som vi kom i kontakt med, sagde, at det hele lød meget underligt og at hun altså sagtens kunne komme i kontakt med hotellet. Hurra for det… Hun sagde, at en mand fra receptionen var på vej og ville være der om ca. et kvarter. Der gik dog længere tid, før vi fik besøg af denne mand. Det skal lige siges, at receptionen er nogle gader væk fra vores hotel-lejlighed. Han var bestemt ikke servicemindet eller undskyldende overfor episoden. Han tog billeder af cigaretskodderne, skrev ned hvad vi havde fået stjålet og forsikrede os om, at hotellet ville refundere beløbene der svarede til vores to kameraer og mine kontanter, såfremt vi ikke kontaktede politiet. Dette lyder rimelig suspekt og jeg måtte også lige diskutere det med min far, før vi kunne tage beslutningen. Vores forsikringssag ville ikke være særlig god, nu hvor der ikke havde været tegn på indbrud. Vi ville også skulle vente rimelig længe, før politiet overhovedet kunne komme forbi, hvis de overhovedet ville bruge deres tid på det og det magtede man bare heller ikke. Vi ville gerne ud hurtigst muligt og fik nærmest kvalme over at være på hotelværelset med den stank af røg. Vi takkede derfor ja til tilbuddet og fik aftalen på skrift med underskrift, stempel og mail til cheferne.

Hvordan har de begået indbrud?

Vores nøgle til hotellet var en traditionel nøgle, ikke blot et nøglekort som alle moderne hoteller bruger. En nøgle kan nemt blive kopieret hos en låsesmed. Det hverken koster meget eller tager lang tid. Mit bedste bud er, at en tidligere lejer har kopieret nøglen med hensigt om indbrud. Døren var jo så fint låst efter dem, så personen har uden tvivl haft en nøgle. Det kunne også være en fra hotellet, men dette tror jeg ikke lige så meget på. Hotellet så bestemt ikke dårligt ud. Det var 3-stjernet og vi kunne også rigtig godt lide hotel-lejligheden til at starte med. Det var ikke fordi, at vi havde fundet et super ringe sted til at starte med. Men vores efterfølgende indtryk af hotelkæden AinB er bestemt blevet meget negativ efter denne episode.

Hvordan blev I hjulpet?

Vi forsøgte flere gange at få hjælp af Hotels.com’s kundeservice, som er en besværlig proces, hvor man konstant bliver mødt af “tryk 1 for…” osv. Efter vi havde ventet i lang tid, blev vi smidt af opkaldet og måtte derfor forsøge igen og igen. Den danske kundeservice var virkelig ikke i orden, og der blev overhovedet ikke taget hånd om os. Det virkede til, at de slet ikke troede på vores historie og at det var hotellets forklaring, der kom før vores. Vi blev spurgt meget ind til, hvorfor vi netop havde valgt det hotel og hvorfor vi ikke havde brugt safety-boksen. Denne safety-boks er meget lille og ville kun lige kunne rumme pas og måske et enkelt kamera. Det burde slet ikke være nødvendigt at bruge. Desuden var det af billig kvalitet og jeg tvivler på, at det er boltret til skabets væg – så hvorfor skulle man ikke bare kunne løbe med det? Til sidst blev vi tilbudt et nyt værelse, som det tidligere hotel ville betale for. Denne proces har taget 4 timer på en kold trappe udenfor hotellets reception. Vi blev misinformeret i forhold til adressen og måtte derfor tage forgæves et sted hen allerførst. Det kostede lige nogle taxaregninger. Ved 23-tiden nåede vi endelig indenfor på et meget bedre hotel ved navn Cosmo Apartments, som jeg varmt kan anbefale! Vi har skrevet en lang klage til Hotels.com, som jeg håber, ender ud i noget erstatning. De har jo optaget opkaldene, så jeg håber virkelig, at de får lyttet dem igennem og hørt hvor uretfærdig vores behandling har været.

LÆS OGSÅ: HOUSE TOUR – SVENSK LEJLIGHED PÅ 68 KVM

Hvad er sket siden da?

Klagen blev sendt til Hotels.com for fem dage siden. Vi har endnu ikke fået svar. Vi håber, at det er pga. sommerferien, at de er langsomme om det. For tre studerende på henholdvis 20, 21 og 22 år, så er det vigtigt for os, at få os en erstatning og som det mindste få betalt vores taxa-regninger på grund af deres misinformationer. Klagen til Universitat Suites blev sendt igår med kvitteringer for vores kameraer, som de efterspurgte. Vi håber også på en hurtig erstatning fra dem. Jeg har en frygt om, at de slet ikke vender tilbage og vi skal gå igennem endnu en lang kamp for at få noget retfærdighed. Vi har jo aftalen på skrift og beviserne klar, hvis det skulle være. Da jeg kom hjem, læste jeg alle anmeldelserne for Universitat Suites og faldt over én anden anmeldelse, som også havde rapporteret indbrud. Jeg håber virkelig, at Hotels.com får grundigt revurderet at have Universitat Suites tilbudt på deres side i fremtiden, nu hvor det ikke bare er et enkeltstående problem. Oplevelsen har virkelig sat et dybt spor i mig. Selv i dag, hvor jeg er på ferie med min familie, kan jeg gå helt i panik over, at vi havde haft rengøring to gange på en dag. Rengøringspersonalet havde åbnet vinduet, rykkede vores sko og diverse andre ting, som faktisk gav mig et kæmpe chok, da jeg kom ind. Der kommer nok til at gå lang tid, før jeg får rystet den oplevelse af mig. Desværre.

Men vi lod bestemt ikke episoden med indbrud stoppe os for at nyde resten af vores ferie. Det var selvfølgelig hårdt at komme sig over, men vi fik trods alt oplevet en del på resten af turen, som jeg snart vil dele med jer i en rejsevlog. Stay tuned!

  • Comments ( 2 )

  • avatar
    Emma

    Hej Amanda. Jeg tænkte på om i mon har hørt noget siden? 🙂

    • avatar
      Amanda Svendsen

      Hej!
      Vi har fået alle pengene for de stjålne sager fra hotellet, så det er meget godt! Hotels.com derimod har kun ville give 1500 kr. til deling for os tre og ville dække de få taxa-regninger, der var forbundet med at skulle flytte hotel. Ikke ligefrem noget at råbe hurra for 🙂

  • Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

TOP