Derfor skal du ikke blive blogger

bloggere dansk blog fujifilm instax macbook konsulent hjælp

Jeg skriver dette indlæg, da jeg gang på gang hører unge piger udtrykke, hvor meget de ønsker livet som bloggeren, der bliver inviteret på spændende betalte rejser eller influenceren, der ikke skal bruge penge på tøj og makeup, fordi hun/han får alt det nyeste sendt til døren. Lige netop disse to typer lyder til at have det nemt og som om de har lige dét færre bekymringer i livet. Jeg vil gerne fortælle jer, hvorfor I skal bruge jeres energi anderledes og passe på psyken.

Psykiske udfordringer

Jeg har aldrig før stødt på så mange med psykiske udfordringer, siden jeg begyndte at udvide mit netværk til andre bloggere og influencers. Jeg kan tydeligt genkende mine egne udfordringer i dem og spotte faresignalerne. Jeg er med på, at unge generelt føler et kæmpe pres og at teenageårene typisk er præget af dyb usikkerhed. Men aldrig er jeg stødt på så mange forskellige facetter af angst og ensomhed, som jeg gør nu. Jeg bliver selv påvirket og ser derfor mig selv trække mig længere og længere væk fra at skrive på bloggen og til at opdatere min Instagram. Jeg kan have svært ved at finde formålet og roden til at jeg startede, når jeg ikke oplever en udvikling og jeg tydeligt kan mærke, at mine tanker ikke helt er med mig. Mine prioriteringer bliver bare anderledes, fordi jeg finder en masse andre ting vigtigere for mig. Ved alt du gør i livet, husk at spørge dig selv, om hvor behovet kommer fra. Er det for at andre skal tænke anderledes om dig? Hvis I gør noget for andre end jer selv, ender I måske ved at knække. Hvis ikke man er opmærksom på det, kommer man rigtig ofte til at sammenligne sig selv med andre indenfor “branchen” i stedet for bare at fokusere 100% på ens egen banehalvdel og på at få det bedste ud af det. Det er slet ikke sundt for selvværdet. Dit fokus skal altid være på uddannelse og positive relationer, før det bliver Instagram følgere.

Mine egne udfordringer

Jeg har lidt rigtig hårdt af stres, har haft angstanfald få gange, da bægeret flød over, lidt af søvnbesvær og jeg har nok også haft en dertilhørende mild depression. Det er længe siden nu, men jeg kan tydeligt mærke de psykiske ar. Jeg kan meget hurtigt mærke, hvornår stressen sniger sig tilbage ind på mit liv. Jeg ved, hvordan jeg skal tackle det nu. Eller, det tror jeg da. For en håndfuld dage siden oplevede jeg, at jeg var på vej ud i et angstanfald, da jeg skulle til forpremiere på biograffilmen Hver Dag. Jeg følte mig så åndssvag, for jeg følte mig jo ikke nervøs for alle de mennesker og der var jo intet at være bange for – jeg skulle forhelvede bare ind og sidde i et biografsæde og holde min mund. Jeg kom i tanke om, at anfaldet helt sikkert kom fra, at jeg havde stresset for meget på det seneste. Jeg lovede mig selv at fokusere mere på mig selv de næste dage og vælge de unødvendige planer fra og derfra sluttede anfaldet pludseligt.

Vælg anderledes

Jeg vil faktisk ikke råde nogle til at blive bloggere. Kun hvis du virkelig brænder for at udtrykke dig til det punkt hvor det kilder i maven og at du ingen intentioner har om at blive en af dem, der bliver inviteret til events eller kunne få en sponsoret rejse. Der er så mange andre måder at udtrykke sig på. Det er overfladisk, mange af de ting vi bloggere gør. Selvom jeg kæmper for at være så real og 100% mig selv uden bullshit, så føltes det altså lidt forkert for mig at posere til et billede på Instagram. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvornår jeg blev sådan eller hvorfor jeg gør det. Jeg så vel bare hvad de andre gjorde og fulgte efter. Jeg håber, at når man møder mig, hvad enten det er til et halv-overfladisk event eller på gaden, at folk rent faktisk kan mærke mig. Der er så mange, jeg møder, som jeg ikke kan mærke. Jeg er bare endnu en, der bliver hilst på.

Om rejserne

Nu er jeg ikke selv en, der er “stor nok” til at blive inviteret ud på sponsorerede rejser og jeg vil da ikke lyve, det kunne jeg da godt tænke mig. Men jeg er glad for, at jeg alligevel har økonomisk frihed til selv at kunne komme ud og rejse ved siden af studiet. Et godt råd til jer, der går og drømmer om at blive en af de slags influencers: selv hvis I skulle starte jeres blog i dag og det gik hurtigt med at få læsere, I kunne opdatere med kvalitetsindlæg hver dag, så ville der nok minimum gå et år og en hulens masse timer, før I ville komme til det punkt. Jeg har i hvertfald ikke set en blogger, der kun har været igang i under et år, komme afsted på sådan nogle ture. Hvis I i stedet havde brugt de mange timer på at arbejde, så havde I selv haft pengene til endnu flere rejser og ingen forpligtelser have om at lave content, når I var afsted på ferie.

Hvorfor bliver jeg ved?

Når det så er sagt, så elsker jeg at skrive, når det giver mening og når det kommer fra en pludselig længsel til at få tømt hovedet og udtrykke mig. Jeg har gjort det her i så mange år, at jeg pludselig kan føle et savn til at skrive, lave collager og redigere billeder. Den følelse kommer desværre ikke så tit længere, hvorfor der går længere tid mellem indlæggene og postene på Instagram. Det skal sgu føles rigtigt, når man gør det. Men realiteten er, at der er så mange, der poster flere gange dagligt og de er hårde at konkurrere med, hvis man vil rykke sig i antal følgere og læsere. Men ved du hvad, det har jeg sgu affundet mig med. Jeg vil holde fast i at gøre det her af lyst, ellers havde jeg slettet det hele, for det er ikke det værd.

Hvad tænker I om det? Har I selv blogget eller haft lyst til det? Gør I jer tanker om jeres brug af Instagram?

  • Comments ( 1 )

  • avatar
    Aaron

    Those are many issues and dilemmas to consider Amanda. You have a cool blog, it’s unique and tackles more topics than just fashion, which is nice. Hope your anxiety has eased and you can settle in to a comfortable routine again. Take care, love

  • Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

TOP